Japan er et smukt land og menneskene enestående. Dårlig service er utænkelig, så vi havde det som blommen i et æg. Vi optrådte i omkring 42 graders varme. Makeuppen løb ned af kinderne og kostumerne nåede sjældent at blive tørre inden næste show pga. fugtigheden. Vi boede på et luksushotel i byen Yamagata, men arbejdede oppe i bjergene i en kæmpe tivoli-park, så pauserne mellem vores tre shows om dagen foregik ved poolen.
Vi fik virkelig meget omtale, konstant i tv og radio, der blev reklameret for os på busserne, og når vi gik på gaden, kom alle børnene og ville have autograf - det var sjovt at prøve.
 Vi havde en ugentlig fridag, hvor vores tolk tog os rundt til de forskellige seværdigheder. Det var nogle rigtige gode måneder. Vi var så heldige at opleve Tanabata-mat-sun-festivalen, som varede i tre dage. Hele byen var pyntet, og vi fik undervisning i deres traditionelle dans, så vi kunne være med i optoget. 
Efter Japan tog vi tilbage til Prag, og jeg havde en måned fri..
Jeg besluttede mig til at bruge min måned på at få en lejlighed i København, da jeg følte mig ret rodløs. 
Jeg kunne mærke, at jeg skulle have ro i sjælen ved at mine ejendele var samlet, når jeg selv var så meget på farten. 
 
Line flyttede ind i en gamle tobaks butik på Chr. havn.
Få uger efter pakkede hun sin kuffert og rejste til Prag, trænede og kørte i kolonne ned igennem Tyskland og Spanien til Portugal, Colosseum i Lisboa.
- Det var en oplevelse. Sjove dyr - heriblandt chimpanserne, der kunne lave kunster, klapsalve fra 5000 publikummer, hver dag fuldt hus, fik besøg af alle mulige cirkuskolleger, og en veninde fra min hjemby gjorde denne sæson til noget særligt.