- Det skulle jeg lige finde ud af i starten. Jeg var ”kun” ansat som artist, hvilket gav en stor frihed, og jeg fik mere overskud til at koncentrere mig om mit nummer og holde mig i form. Jeg følte virkelig, at jeg nu levede et privilegeret liv. Men tog dog aldrig tingene for givet, og der gik da også lang tid, før jeg ligesom accepterede, at det her var et arbejdsfællesskab, hvor alles kræfter blev brugt forskelligt og at det derfor var OK, at man ikke tog del i alle opgaver.
Her var artister fra hele verden, forskellige sprog blev lært. Der var en del, som kun talte deres lands sprog, men så lærte man at kommunikere via armbevægelser, mimik og en god gang blanding af alle sprog - såkaldt cirkussprog.
Det var utroligt spændende at skulle arbejde sammen med folk fra alle mulige forskellige lande, som alle har en anden kultur, baggrund og traditioner. Vi blev ligesom nødt til at acceptere hinandens forskelligheder, uanset om man kunne lide en person eller ej. Jeg oplevede, at forskelligheden var et plus - du oplever nye måder at gøre ting på, bliver introduceret for nye madvaner og traditioner.
I starten af min tid i cirkus brændte jeg fingrene en gang imellem, men langsomt lærte jeg at begå mig og indordne mig under de uskrevne regler, der er i cirkus, og som er nødvendigt, når vi lever så tæt. Det kræver tolerance og respekt for hinanden.
Jeg kan huske, at jeg i starten nød at komme lidt væk og tale med nogle andre mennesker, så jeg tog ofte på besøg, hvis jeg havde venner eller familie i den by vi kom til, men det ændrede sig ret hurtigt.
Besøgene blev kortere - da jeg havde mest ro i sjælen, hvis jeg var på cirkuspladsen. Så lidt cirkusblod fik jeg da i årerne.
Efter et halvt års tid - Så kom den sidste dag med de mennesker, jeg havde levet med så længe på godt og ondt. Det var svært, for nu skulle vi spredes rundt i hele verden, netop som vi havde lært at leve sammen. Det var vemodigt, fortæller Line.
"Cirkus Arena" SE OGSÅ FOTO GALLERY